Indkaldskursus

Balou - indkald

Målgruppe: Indkaldskurset henvender sig primært til hunde, der ikke tidligere har trænet hos Du og din HUND eller et lignende sted med klikkertræning, da vi vil gennemgå en del af de øvelser, der har indgået på basisholdene. Der kræves således ingen forudsætninger for at kunne deltage.
Kursus: 3 x 2 timers teori og praktisk træning
Pris: Kr. 1.100,- inkl. moms og klikker – 5-6 kursister på holdet

Tilmelding (her kan du se aktuelle hold med træningsdatoer)

Kursusbeskrivelse

Alle ønsker en hund, der kommer, når der bliver kaldt. Men mange oplever igen og igen, at indkaldet ikke virker, som det skal. Ganske mange fortæller, at deres hunde kommer fint på indkaldet, når der ikke er forstyrrelser, men når bedstevennen Fido er inden for synsvidde, tager hunden benene på nakken, propper i ørerne og lader ejeren stå magtesløs tilbage.

Men man er kun magtesløs, hvis man ikke kan gøre noget ved tilstanden, og der KAN gøres noget! Indkaldstræning virker rent faktisk 🙂

Pablo - indkald

Jeg ser ofte kurser med overskriften “Vil du have en hund, der kommer, når der bliver kaldt – HVER gang?”. Denne model ville jeg gerne kunne tilbyde, men jeg vil hellere være realistisk og sige, at jeg kan klæde dig og din hund på til at få et indkald, der er væsentligt bedre end det, I har i dag. Har hunden mange og gode erfaringer med at løbe i modsat retning, når der bliver kaldt, er det selvsagt ikke noget, vi kan ændre hen over natten. Men med de rette værktøjer og den rette indstilling kan du komme rigtigt langt og over tid få et indkald, du bliver glad for. Et godt indkald giver glæde og stor frihed for både hund og ejer. Et godt indkald giver nemlig bedre mulighed for at slippe hunden, og en hund, der får lov at gå løs hver dag, er en gladere og mere velstimuleret hund end den, der aldrig får lov at gå løs.

På indkaldskurset vil vi arbejde med at få hunden til at erfare, at du er den allerbedste i verden, at du til enhver tid er at foretrække – uanset hvad der er af fristelser i nærområdet.

Der vil blive talt om og arbejdet med kontakt, leg, selvkontrol, motivation, belønning og “gode vaner”. Kurset vil veksle mellem teori og praktisk træning med hovedvægten på den praktiske træning. Under teori kan din hund sidde med dig på et tæppe, hvis det er godt vejr – alternativt kan den sidde i bilen.

Der vil typisk være 2-3 uger mellem træningssessionerne. For at få det fulde udbytte af kurset anbefales det, at der trænes flittigt hjemme, og at hele familien involveres. Man må gerne deltage med flere familiemedlemmer på kurset, men det skal være den samme person, der træner med hunden på selve kurset.

Dexter og Molly - indkald