Aino Pedersen
Hverdagslydighed, tricks og nosework
Hverdagslydighed, tricks og nosework
Jeg er vokset op med labrador, som jeg trænede for sjov og bl.a. stillede til retrieverklubbens brugsprøve som helt ung. Endvidere gik jeg lidt på udstillinger.
I 2009 fik jeg min første hund i mit voksne liv – en dejlig FT springer spaniel, Penny, som var min "læremester" og min soulmate, indtil hun i en alder af godt 14 år måtte sendes til de evige jagtmarker i efteråret 2023. Penny fik to kuld hvalpe, og jeg beholdt en hvalp fra begge kuld - banditten, charmøren og kælepotten Nemo og lille, følsomme og reserverede Saga. Også Saga måtte jeg desværre sige farvel til i 2023.
Jeg har deltaget i flere af DKK's lydigheds- og rallyprøver, men de sidste mange år har der været størst fokus på nosework, som er en af de nyere sportsgrene inden for hundeverdenen - en aktivitet, man kun kan elske! Jeg har i flere år aktivt stillet Nemo til nose work prøver - de sidste år i klasse 3, men nu er han gået på pension i en alder af næsten 10 år pga. sygdom. Jeg er DKK nose work dommer i klasse 1, 2 og 3.
Om efteråret deltager jeg som driver med Nemo på fuglejagter. En sjælden gang imellem bliver der også til lidt schweissspor.
Jeg elsker mit job og beskrives som passioneret og engageret i mit arbejde med hundene og deres ejere. Jeg tager udgangspunkt i den enkelte hund og ejers kompetencer.
Læs mere om min praktiske og teoretiske baggrund længere nede på denne side.
Hos Du og din HUND er alle velkomne - det forventes blot, at man har lyst til at arbejde efter 100 % positive metoder, og at man har ja-hatten på, når man møder op til træning. Jeg forventer også, at der trænes hjemme fra gang til gang. Tonen er afslappet og humoristisk.
Det har været en fantastisk rejse for mig at tage uddannelserne som instruktør og adfærdsrådgiver. Der har åbnet sig en helt ny verden for mig efter "konvertering" til klikkertræning, hvor det at byde ind med frivillig og kreativ adfærd er nogle af de vigtigste kernepunkter.
Jeg oplevede min lidt tilbageholdende og afventende hund folde sig ud og blomstre. I løbet af kort tid blev hun en makker, der kontant forsøgte at ”knække koden” i sine bestræbelser på at forstå og gætte, hvad jeg ville have hende til – og hele tiden med den mest fantastiske øjenkontakt og næsten med et smil på læberne :-).
Siden er de to “små” jo kommet til, og det har været sjovt at starte dem op med klikkertræning allerede fra 6-ugers alderen. Det præger vores samvær meget, at hundene i vores træningspas får lov til at "række hånden op" og prøve sig frem. Det motiverer dem og "tænder dem" - og de kan næsten ikke være i deres kroppe af ren glæde. Den yngste kan ligefrem sitre af glæde, når vi træner.
Jeg håber, jeg med disse ord kan inspirere andre til at give sig i kast med klikkertræning. Jeg kan næsten garantere, at I bliver bidt af det!
Min erfaring i tal
hunde trænet
Gennemførte hold
Års undervisningserfaring
Kærlighed til hunde