FORGOT YOUR DETAILS?

Info om træningspladsen

Træningen foregår på en dejlig, stor græsplæne bag gartneriet
“Gunnars Planter” v/Ole "Barca" Hansen på Råbrovej 36, 2765 Smørum.

Plænen kan oplyses, så vi kan træne sent på hverdage – også forår og efterår, hvor det bliver tidligt mørkt.

7000 m² træningsplads

Gode parkeringsforhold

Generel information

  • Sted: Gunnars Planter v/Ole Hansen, Råbrovej 36, 2765 Smørum (hvid gård med rødt tegltag)

  • Parkering: På perlegruset i området til venstre for og inden den store hvid/grønne lade. Kør langsomt på p-pladsen af hensyn til stedets beboere.

  • Løse hunde: Ingen løse hunde på området. Spørg om lov, før du giver din hund lov til at hilse på de andre hunde.

  • Sygdom: Ingen syge hunde på træningspladsen – send gerne sms ved afbud.

  • Tæver og løbetid: Løbske tæver er velkomne, men giv mig besked inden træning og lad tæven blive i bilen, indtil vi har aftalt, hvor I skal stå under træningen. Vi tager hensyn til vindretningen, så hanhundene ikke får ”duften” lige i snuden. For nose work hold gælder det, at man får anvist specielt parkeringsområde, hvor tæven kan luftes inden træning. Under hele træningen skal tæven være iført løbetidsbukser.

  • Hanhunde og markeringer: Min vært er ked af, at træer og buske bliver “tisset ihjel” – der må især ikke lettes ben op ad de tuja-planter, der adskiller p-område og træningsplads. Der må heller ikke lettes ben op ad planter, der åbenlyst er salgsplanter. Led din hanhund hen mod lygtepæle og andre ting, der ikke tager skade.

  • Hunden: Hunden skal være sulten! Hunden skal møde ”frisk på arbejde”, dvs. luftet, men ikke udkørt efter en times cykeltur.

  • Kom i god tid: Kom ikke i sidste øjeblik – vi starter til tiden. Din hund vil være glad for at snifle lidt rundt på stedet ca. 10 minutter inden start. Gå dog først om til selve plænen 5 min. før tid af hensyn til evt. hold før dit eget - og da jeg lufter egne hunde i pausen.

  • Tøj: Praktisk tøj og fodtøj tilpasset efter vejret.

  • Som udgangspunkt træner vi udendørs året rundt. Men når vejret bliver for stygt i vintermånederne, har vi mulighed for at trække ind i en lade med jordbund. Der er ikke meget plads, men det går forbløffende godt, og hundene bliver ret så gode til at koncentrere sig, selvom de står tæt ;-).

Medbring til træning

  • Prutteposer (alt samles op – også i det lidt højere græs)

  • Godbidder – mange godbidder! – små, bløde og lækre (ikke for meget knas) – gerne 2 forskellige slags – 150-200 pr. gang. "Købegodbidder" kan være ok, men der bør primært medbringes noget, der har endnu højere værdi fx pølse i små tern. 

  • Godbidstaske eller tøj med store og lettilgængelige lommer

  • Evt. klikker – jeg anbefaler dog mundtligt markørsignal som fx “mundklik” eller “ja!”.

  • Legetøj - gerne elastisk og langt fx flettet fleecetæppe

  • Rund opvaskebalje (hvalpe- og lømmelhold – kun de t0 sidste træningsgange)

  • Potetarget – f.eks. musemåtte klistret på en træplade ca. 20×20 cm afhængig af race (trin 2 og senere)

  • Fast halsbånd eller sele (altså ikke kvælerhalsbånd)

  • Dressurline (ca. 2 meter – karabinhage i begge ender) – ikke flexline

  • Vand og skål til hunden

  • Tæppe eller måtte

  • Om vinteren: Evt. dækken

  • For nose work hold: Sele og lang line (3-4 meter)

“Leveregler” til træning – til gensidig respekt og optimalt udbytte af træningen

  • Hvis man kommer for sent, forstyrrer det de andre – især når det er hold med hvalpe- eller unghunde. Så skulle det ske, så prøv at ankomme “lidt stille”.

  • Hvis man har brug for at gå tidligere, så giv besked før timen og list lige så stille af.

  • Hvis man bliver hentet, så bed chaufføren vente på p-pladsen – det forstyrrer, hvis der pludselig dukker en fremmed op, mens vi er ved at klare de sidste øvelser og skal runde af.

  • Når en øvelse skal gennemgås, så afslut den øvelse, du er i gang med, lad hunden være og lyt – hunden har godt af at lære at være i ro, ikke at være “på” hele tiden. Hvis det falder hunden svært, så får I redskaber til at holde hunden i ro, men det er vigtigt, man lytter ved gennemgang af øvelsen.

  • Deltager man to til træningen, så er den ene fører og den anden observatør – skift ikke undervejs – det forvirrer hunden – og tal ikke indbyrdes, når en øvelse gennemgås.

  • Børn er meget velkomne, hvis de kan sidde roligt og lidt på afstand og ikke forstyrrer.

  • Det er naturligvis ok at spørge i løbet af timen, men jeg kan ikke udrede adfærdsmæssige problemer til holdtræning, da tiden skal fordeles ligeligt mellem kursisterne. Dette kan tilbydes via enetimer eller regulær adfærdsrådgivning.

  • Der vil forekomme ventetid, mens jeg går rundt og giver feed-back til hver enkelt kursist efter hver øvelsesgennemgang. Lav fx 10 gentagelser og vent så, til jeg kommer forbi – træn ro – en vigtig kompentence! Eller træn en anden øvelse, der er kendt for hunden. Jeg forsøger at skifte imellem, hvem jeg starter hos, så det ikke altid er den samme, der skal vente til sidst.

Afbud

  • Husk at melde afbud til Aino pr. telefon eller sms på 40 50 10 82, hvis I bliver forhindret i at komme. Er hunden syg, så kom gerne uden hund og gå med mig rundt og lyt/observér.

Nyeste blogindlæg

“Godbidstræet”

I mit lokalområde har vi det ultimative “godbidstræ”. Et ældgammelt træ med masser af dybe riller i barken. Sæt eller bind hunden af – alt efter, hvad den har lært. Klem godbidder eller foder fast i barken – i starten i lav højde, men efterhånden også med høje placeringer, så hunden skal strække sig og

“Viskestykkelegen”

Lidt inspiration til aktivering – en øvelse, som jeg beskriver til hvalpeteori og ifm. enetimer, men som bestemt også kan bruges til den voksne eller gamle hund. Den kræver et viskestykke eller et lagen og en håndfuld godbidder og to minutter. Jeg kalder det “gratis aktivering” – koster hverken tid eller penge (hvis man bruger

Støjtræning

Sad og lavede denne video til mine hvalpehold forleden og tænkte, den måske kan have interesse generelt. Nu, hvor vi nærmer os nytåret, er der mange af os, der gyser lidt, fordi vi har hunde med støjangst. Træning af fyrværkerilyde er én ting, men det kan være en god idé at lave noget generel “støjtræning”.
TOP