Glemt detaljer?

Hvalpetræning

Trin 1

MålgruppeHvalpe mellem 8 uger og 5 måneder

Kursus
7 x 60 minutters praktisk træning samt 3 timers online teori om indlæringsteorier, klikkertræning og tips til en god start med hvalpen samt lektiemails efter hver træning inkl. træningsvideoer. 

Pris:

Kr. 1.910,- inkl. moms ved hold med 6 kursister

Hvalpetræning - basishold for dig og din hvalp

Har du en hvalp mellem 8 uger og 5 måneder, er hvalpeholdet lige noget for dig og din hund. Det er helt tidligt i hvalpens liv, at den er mest modtagelig for læring og nye indtryk – den såkaldte socialiseringsperiode.

Det gamle råd om at vente med hvalpetræning, til hvalpen er færdigvaccineret i 16-ugers alderen, høres heldigvis ikke så ofte mere. De fleste dyrlæger i dag anbefaler hvalpeejere at starte træning allerede ved 8-ugers alderen efter første vaccination, netop fordi hvalpen er meget modtagelig på dette tidspunkt, og fordi de andre hvalpe, der møder op til hvalpetræning, også har sundhedsbogen og første vaccination i orden.

Der er lidt delte meninger om, hvorvidt hvalpens socialiseringsperiode går frem til 12- eller 16-ugers alderen, men uanset hvad kan det absolut anbefales at starte på hvalpehold så hurtigt som muligt, efter hvalpen er kommet til sit nye hjem. Så får man startet på den rigtige måde, og dermed er der også færre "dårlige vaner" at skulle aflære, end hvis man starter sent.

På hvalpeholdet er det i lige så høj grad føreren som hvalpen, der er på skolebænken. Jeg forsøger at lære kursisterne, at hvis der er noget, der går galt i en øvelse, så ligger fejlen som regel hos os selv. Så må vi gøre os nogle tanker om, hvordan vi kan ændre på vores signaler eller setup'et, så hvalpen får en bedre chance for at få succes.

Pia Larsen (Simba, Bichon Havanais)Januar 2016
Fantastisk hundetræning! Vi har nu afsluttet hvalpetræning (Trin 1) hos Aino og kan kun anbefale hende på det allervarmeste. Udover at Aino er utrolig sød, smilende og behagelig, så brænder hun i den grad for arbejdet med hundene. Med sin enorme viden om hundeadfærd arbejder hun seriøst og med en sjælden entusiasme, der smitter af på os alle – både mennesker og hunde. På Ainos hvalpehold er, udover selve træningen, inkluderet en informationsrig teoriaften samt ugentlige lektiemails, hvilket har været en kæmpe hjælp til vores forståelse af hunden samt til træningen derhjemme i hverdagen. Helt klart pengene værd! Vi glæder os til Trin 2 :-).

Kontakt

Kontakt (øjenkontakt) er helt essentielt i træningen og er klikkertræningens grundsten. En hvalp, der ikke gider tage kontakt til sin fører, kan ikke modtage læring. Men har den først lært, at det kan betale sig at tage kontakt, har vi skabt en godt fundament for samarbejde og indlæring.

Leg

Leg er en god måde at belønne hunden på i træningen. Det giver motivation og intensitet i øvelsen og styrker samarbejdet mellem hund og fører. På hvalpeholdet bygger vi værdi i legen og lærer hvalpen, at det er føreren, der starter og slutter legen.

Initiativ

Det at vise initiativ i træningen - at turde "række hånden op i timen" og tilbyde forskellige former for adfærd - er med til at give hvalpen mere tro på sig selv. Det er meget mere motiverende for hvalpen at få lov til selv at prøve sig frem og lære af sine erfaringer fremfor at blive "ført rundt i manegen".

Krops-, selv- og belønningskontrol

Selvkontrol er noget, hvalpen skal lære fra helt lille, for livet er én lang fristelse! Der arbejdes med noget-for-noget-princippet, dvs. vi lærer hvalpen, at hvis den på eget initiativ styrer sig - altså udviser selv- og impulskontrol, får den adgang til det, den gerne vil have med et "ja-signal".

Helt konkret vil der bl.a. blive talt om og trænet:

  • indkald
  • gå pænt i snor
  • møde med andre
  • sit og blive i sit
  • dæk
  • selvkontrol (tag godbidden pænt, ”lad-være-med-at-springe-op-efter-legetøjet”)
  • ”din mad” – ”min mad”
  • håndtering (bl.a. røre ved poter, ører og mund)
  • ro
  • aktivering generelt
Ud over de konkrete øvelser vil hvalpene få tid til at holde frikvarter og lege i små grupper, der tager hensyn til alder og størrelse.

Hvis du deltager med en "gammel" hvalp eller en hvalp af meget stor race, kan det ske, at vi beholder din hvalp i line under frikvarteret for at undgå, at den utilsigtet skader eller skræmmer de yngste eller helt små. Det plejer at fungere supergodt, og den store hvalp lærer herved, at voldsom adfærd ikke kan betale sig. Ofte ser vi ret hurtigt en mere afdæmpet adfærd hos disse store hvalpe.

Mail med lektie til næste træning

Der er meget information og mange instruktioner i forbindelse med den praktiske træning. Da det er min erfaring, at det kan være svært at huske detaljerne, når man kommer hjem fra træning, vil hver træningslektion blive efterfulgt af en udførlig lektiemail med beskrivelse af de øvelser, der blev gennemgået, og som skal trænes hjemme til næste gang. Der vil være træningsvideoer til flere af øvelserne. Det er meget forskelligt, hvor meget den enkelte kursist får trænet fra uge til uge, men det vil klart øge jeres udbytte af kurset, hvis I får trænet hjemme. 10 minutter hver dag gør underværker!

Annette Hillersborg (Sofus, Stabyhoun)Januar 2016
Vi har gået til hvalpetræning hos Aino, som er super dygtig. Aino har små hold, hvor der er tid til alle. Det var dejligt at starte med et 3 timers teorikursus, hvor vi blandt andet fik et godt indblik i idéen og principperne bag klikkertræning. Til træningen er det dejligt, at der er fokus på et positivt samarbejde mellem hund og ejer, og vi har oplevet en stor udvikling, som har været sjovt for os alle. At modtage en mail med beskrivelser og videoer af de øvelser, vi har gennemgået efter hver træning har været så dejligt. Det har gjort træningen meget lettere, og vi har kunnet træne hjemme uden at blive i tvivl, om øvelserne var rigtige. Vi starter til februar på forsætterholdet og glæder os meget. Annette Hillersborg (Sofus, Stabyhoun)

3 timers teori online

Der vil blive undervist i at bruge klikker eller andet markørsignal i træningen. Principperne bag klikkertræning kommer jeg nærmere ind på i løbet af en 3-timers on-line teorisession, som er obligatorisk for alle hvalpehold, og som er en forudsætning for, at I får det optimale ud af undervisningen. Her vil I endvidere blive undervist i indlæringsteorier, så I får en god forståelse for, hvordan hunde lærer, og hvorfor det er så vigtigt at træne efter positive metoder.

Der er en separat del om hvalpesocialisering, og I vil få tips til at få hvalpen til at indgå i familien på en god måde i det daglige f.eks. ikke springe op og generelt være rolig, når I eller gæster kommer ind ad døren. Vi vil også tale om renlighed, alene-hjemme-træning, sovevaner, burtræning, ulvetime mv. Endvidere vil der i materialet være en lille særdel omkring indkald, så I kan komme i gang med dette vigtige emne, selvom I måske skal vente et par uger på holdopstart.

Teorien gennemføres online, så I kan sidde derhjemme hele familien og kigge med - præcis når det passer jer. I får link til teori tilsendt, når tilmelding er modtaget.

Giv din hvalp den bedste start

Til hvalpeteori får du en masse nyttig information om indlæringsteori og svar på en masse gænge hvalpespørgsmål. Hvorfor går hvalpen benhårdt efter ungernes fødder? Hvorfor vil den ikke tisse i haven? Hvorfor sætter den sig ned og vil ikke gå, når den kommer uden for matriklen? Hvorfor spiser den ikke op? Hvor skal den sove om natten? Hvordan lærer vi den at være alene hjemme? Hvorfor går den "amok" hver aften kl. 19.30? Hvorfor bliver den ved med at springe op?

Hvis du melder din hvalp til hvalpetræning i rigtig god tid, kan du måske nå at deltage i teori, inden du får hvalpen hjem.

TOP