Har du en hund, der er ældre end 5 måneder, og har I aldrig prøvet at klikkertræne før, er dette måske holdet for dig og din hund. Selvom I måske har fulgt et hvalpeforløb et andet sted, anbefaler jeg stadig trin 1, hvis I ikke har arbejdet struktureret med klikkertræning før.
I træningsforløbet vil vi først fokusere på at lære hunden, at klikket er et signal for ønsket adfærd, og at der dermed følger en godbid. Vi vil motivere den til at byde ind med forskellig adfærd, når vi træner – få den til at vise initiativ. Vi vil træne en hel del kontakt og lægge ret meget energi i at opbygge en god relation mellem hund og fører, som er helt grundlæggende for den videre træning og især essentielt for et godt indkald. Der vil ikke være frikvarter på dette hold.
Første træningsgang vil være præget af en del teori, hvor noget af den praktiske træning vil gå ud på at få hundene til at ligge roligt på et tæppe, mens I lytter. Jeg vil her gennemgå principperne bag klikkertræning og indlæringsteorien.
På lømmelholdene vil der være stor fokus på og meget tid til den enkelte hund, hvorfor der kun er fire hunde på holdet. Forløbet er ret intensivt, og der vil være forholdsvis mange øvelser pr. gang. Der trænes 6 x 60 min. Der må påregnes en del hjemmetræning fra gang til gang.

Linda & Johnny (rottweiler Rango)23. januar 2016
I morgen er det præcis 2 år siden, at du kom herud til os og gav Rango en enetime (eller rettere 3 1/2 time) før vores første træning på lømmelholdet ❤️❤️❤️. Og vi har ALDRIG fortrudt, at vi valgte dig som træner. Tak for 2 fantastiske år. Vi vender frygteligt tilbage ❤️. Tak fordi du er dig – sød og forstående og en fantastisk træner!!!